Artister


Her kan du finde info hvis du ønsker at spille på Vig Festival, eller hvis du er artist på årets festival og vil se nærmere om transport, Check In, backstage forhold mv..

Handel


Ønsker du en stadeplads på Vig Festival kan du læse mere om mulighederne her?

Hjælper


Her kan du logge in hvis du er hjælper og du kan også ansøge om at blive hjælper på Vig Festival.

Presse


Her kan du finde info om akkreditering til Vig festival, pressemeddelelser og andet pressemateriale.

Samarbejdspartnere


Her kan du læse om vores samarbejdspartnere og nogle af vores aktiviter. Du kan også læse mere om mulighederne for at indgå et samarbejde med Vig Festival.
Backstage
 
Andre sider på Vigfestival.dk

Mads Langer


Mads Langer lå i jacuzzien på sit hotelværelse og poppede den champagne, som et stort pladeselskab havde budt ham velkommen med ved ankomsten til New York. Verden skulle til at lægge sig for hans fødder, men han kunne ikke nyde det, dengang i efteråret 2006. I stedet følte han sig ensom og længtes hjem til drengene, der sad og så Champions League-fodbold på den lokale Vesterbro-bodega.
”Det var røv ufedt. Jeg var kommet meget langt væk fra mit udgangspunkt som musiker, og livet som rockstjerne in spe var svært at kapere, når jeg I virkeligheden følte mig som en bonderøv fra Skive,” forklarer den i dag 25-årige musiker.
Han var blevet udråbt til det store danske håb, men succesen blev nu knap så voldsom som spået. Førstesinglen ’Breaking News’ hittede på radiobølgerne, men nummeret præsenterede også Mads Langer som noget andet, end han i virkeligheden var. I musikvideoen optrådte han som en rockstjerne med attituder og solbriller på – også når solen ikke skinnede:
”Derfra gik det stille og roligt skævt. Jeg blev forstyrret af al snakken om mig som det næste store navn, og jeg kom til at fokusere på målet i stedet for processen.”

Trods adskillige begejstrede anmeldelser og snak om stortalent solgte debutalbummet
’Attention Please’ hverken guld eller platin, og hypen omkring Mads Langer lagde sig lige så
stille igen. Men før han og pladeselskabet nåede at evaluere, kom redningen fra udlandet. En amerikansk talentspejder, der tidligere havde opsnappet Didos, Keanes og Coldplays kvaliteter, så lyset i Mads Langer, og snart efter sad danskeren i et fly på vej over Atlanten for at spille for en bred vifte af de amerikanske pladeselskabsbosser. Samtidig kunne den unge dansker holde fast i forestillingen om sig selv som en misforstået rockstjerne i svøb.
”Det er bare Danmark, der ikke fatter en skid,” sagde han til sig selv – og folkene omkring ham lod sig også rive med.
Det blev en lang tur frem og tilbage mellem New York, Los Angeles, London og Berlin, hvor vestjyden gav den ene intime optræden efter den anden. Da Mads Langer endelig vendte tilbage til sin Vesterbro-lejlighed, gjorde han det ikke desto mindre tomhændet. Men de mange måneder på farten, hvor han løb efter et tog, han ikke kunne følge med, havde gjort ham til en dygtigere sangskriver. Guitaren var hans rejsekammerat og der var masser at skrive sange om.

Mads Langer besluttede sig for at begynde helt forfra som musiker, og for at glemme alt om rockstjerne-attituderne drog han i foråret 2007 på en lang turné med et Krakkort og sin guitar til landets efter- og højskole, hvor han spillede mere end 60 akustiske koncerter. Her optrådte han mod benzinpenge til det ringvrag af en sølvgrå Volkswagon Polo fra 1987, som han havde overtaget fra en kammerat. Undervejs solgte han omtrent lige så mange eksemplarer af debutalbummet, som musikbutikkerne havde haft held med et år tidligere.
”Det var det helt rigtige at gøre. Ude på skolerne fik jeg en bekræftelse, som var ægte, og jeg genvandt troen på, at jeg kan noget særligt, når jeg spiller for andre. Det er den følelse, som jeg har taget med mig i de nye sange,” fortæller Mads Langer, der også har haft gode erfaringer med den ep, han udsendte for et år siden.
”Mit indtryk er, at mange mennesker har lyttet til EP´en og har fået mod på at høre mere til mig efter at jeg har turdet være mere nøgen i mit udtryk,” fortæller sanger-sangskriveren fra Skive, der også har udvidet sit publikum efter at have været kapelmester og komponist på stykket ’Hedvig & The Angry Inch’, som Nørrebro Teater opførte i 2008.

Nu er han parat med sit andet album, der bare bærer hans navn. Forklaringen er simpel. Mads Langer vil skære ind til benet af, hvem han er. Det er lykkedes, hvis han selv skal sige det. Da han først fik sangskriverlysten og humøret tilbage, kom der da også fart på.
”Da min første plade udkom, havde jeg måske skrevet 20-30 sange i hele mit liv. Denne gang har jeg kunnet vælge imellem 90-100 stykker,” fortæller Mads Langer, der har eksperimenteret en del med forskellige genrer undervejs i skriveprocessen:
”Jeg har skrevet i alle mulige mærkelige retninger. Mange af dem var sange, som kun jeg selv forstod. Jeg har skrevet alt mellem punk og jazz, og jeg synes, jeg sidder tilbage med et skarpere blik for den velfungerende og nærværende sang.”
Mads Langer anser selv sit nye album som en dannelsesrejse, han var nødt til at tage efter ’Attention Please’:
”Før kunne jeg finde på at skrive pseudopolitiske sange, mens jeg nu arbejder mere med det helt jordnære. Jeg har haft behov for at pille mig ned fra det podium med solbrillerne, og det er lykkedes,” fortæller eksiljyden, der endte med at sammensætte en homogen plade med masser af klaver, akustisk guitar og hans egen markante vokal.
”Du kan finde mange forskellige sindsstemninger, men der går også en rød tråd igennem materialet,” mener Mads Langer.
På den nye plade finder man blandt andet sange om forliste relationer, isolation, drømme versus virkelighed og om jydens barndom.

Førstesinglen Fact - Fiction blev som akkustisk version lidt af et myspace-hit med over 60.000 plays.
Ligesom på debutalbummet er materialet skrevet af Mads Langer selv, men denne gang har han også arbejdet sammen med en håndfuld internationalt anerkendte sangskrivere.




Anmeldelse af koncerten:

Charmerende Mads Langer

"Mads Langer gav Vig alt hvad han havde, og som måske ene hane i hønsegården, gik det rent ind."

Mads Langer er en charmerende fyr, som han står på festivalens anden største scene. Han har indtaget scenen ”Hønsegården”, hvor han er ene hane. Med på scenen har han sit faste band, og koncerten åbnes med nummeret ”Killer”, som høster store bifald fra publikum.

Publikum fortsætter med at klapper i takt til hans storladne popsange og stille ballader. Under hitsene ”Fact Fiction” og ”You´re Not Alone”, var der ikke et pigeøje tørt.

Efter de første numre fortæller Mands Langer: ”Dengang jeg vågnede i morges, havde jeg kun meget lidt stemme tilbage. Så jeg gir den alt hvad jeg har!” Og det gjorde han. Publikum sang med på sangene om eks-kærester og hans kærlighed til musik og piger. Det var en gensidig kærlighed, og det fyldte telt tog imod Mads Langer med kærlig hånd og åbent sind.

Koncerten blev afsluttet med nummeret ”Wake Me Up In Time” og under det sidste af sangen, vendte Mads Langer mikrofonen ud mod det begejstrede publikum, der sang og klappede med til sangen.

Af: Sara Amos Pedersen







 
Vig Festival • Holbækvej 16b • 4560 Vig • T: 5931 6468 • E: info@vigfestival.dk

Powered by GoToWeb | Made by GoSystems