
Du ved hvem de er – og du synger med på deres gigantisk fede sange med de danske tekster, der får hjernen til at sno sig og håret stritter i alle retninger!
Magtens Korridorers unikke univers er helt basale hverdagsagtige temaer, fuldstændig blottet for facade og forstillelse. De bevæger sig blandt webergrillens varme kul-generation, roder op i blomsterbedenes jord og spørger til om vi nu også har helt styr på det.
Det er ikke kun teksterne der er vilde og syrlige – Magtens Korridorer leverer så meget højspændt energi i deres musik, som spreder sig hastigt ind i publikums nerver – en energi der med garanti straks udvindes i noget der får Vestasmøller til at blegne!
Magtens Korridorer blander sig i alt fra strikkelklub, alufælge til politik og tomme øldåser. De forholder sig til den virkelighed vi træder rundt i og sætter det hele sammen i fed musik med fantastiske tekster.
Mest fordi det slanker og gør huden sund.
Bandmedlemmer:
Anders Ramhede –Trommer
Johan Olsen – Forsanger
Niklas Schneidermann – Guitar og Kor
Rasmus Kern – Guitar, Mundharpe, Kor
Terkel Møhl - Bas
Magtdemonstration i Vig
"Magtens Korridorer prøvede kræfter med Stor Scene og vandt stort"
Selv om støvregn og skyer lagde et køligt slør over pladsen foran Store Scene før åbningen torsdag eftermiddag, formåede Magtens Korridorer med en overvældende nærhed at fæstne sit forventningsfulde publikum til scenen med gemen og gennemført rock. Som første band på scenen kunne Magtens Korridorer således nyde æren af at åbne Vig Festival 2010. Det var intet let job, og først med det tredje nummer ”Blå, blå løgne” viste Johan Olsen og hans rutinerede besætning den fysik og nerve, der fik Vig Festivalens gæster til at løfte deres knyttede næver mod de truende regnskyer. Med tung bas blev publikum kastet direkte ud i nummeret Tilt, som fik hele pladsen til at gynge. Netop som bandet slog hittet Nordhavn Station an, slap regnen for alvor løs, men det bekymrede hverken de nu løsslupne rockdrenge eller publikum. For nu var Magtens Korridorer trådt ind på gulvtæppet. Johan Olsens rå sandpapirsstemme polerede publikums øregange, og de fandenivoldske fagter klargjorde til en vild weekend på Vig Festival. Niklas Schneidermann måtte i løbet af koncerten introducere sig selv, men hans eminente guitarspil gjorde enhver præsentation overflødig. Det kan godt være, at resten af bandet gør grin med at Niklas en dag går solo. Smilet vil dog stivne hos resten af magt-drengene, hvis virtuosen en dag skulle forlade korridorerne via bagtrappen. Resten af sættet var et triumftog for hele bandet, som langsomt men sikkert fik opbygget en begejstret festivalstemning hos publikum. Med ekstranummeret ”Anne-Grethe” forsvandt både skyer og de sidste rester af reservation blandt festivalgæsterne, hvor både far, mor og præ-konfirmanden sang med på de provokerende vers. Magtens Korridorer demonstrerede på fineste vis deres overlegenhed på en stor festivalscene, så vel som evnen til at antænde en folkelig familiefestival med kant.
Af: Julie Bülow
Du skal være logget ind med din profil for at kunne deltage. Hvis du ikke har en profil på Vigfestival.dk, så kan du oprette en her.
Sally Christiansen siger:
6 April 2010 10:7
MUMS !!!
Morten Ishøy siger:
5 May 2010 6:25
De slår aldrig fejl!!