Tim Christensen And The Damn Crystals

Tavlen var visket helt ren, da Tim Christensen kom hjem fra Japan i september 2010. Efter at have etableret sig som solist med tre platinpopulære plader havde han nu også imødekommet publikums krav om at gendanne 1990’ernes største danske rockband. Mere end 50 koncerter med Dizzy Mizz Lizzy havde sat ham fri: Han skyldte ikke nogen noget.


Vejen lå åben foran ham, og den var ikke engang asfalteret. Han kunne gøre præcis det, han ville. Han kunne vælge at følge den alene og indspille plade nummer fire solo, eller han kunne samle sig et lille hold og med det begive sig af sted og se, hvor det førte ham hen.


Valget var ikke svært. Han ville prøve noget nyt. Han ville indspille på en ny måde, med en ny medproducer og i et nyt studie. Og så ville han i dialog om sin egen musik i selve skabelsen. For selv om Tim Christensen på mange måder er traditionernes mand, ved han også, at han er nødt til at udfordre sig selv for at skabe de slidstærke sange, som på mange måder er blevet hans varemærke.


Det første Tim gjorde var derfor at etablere et fast band. Eller rettere, han navngav det hold af musikere, han havde haft med på Superior-turneen i 2009 og som for nogles vedkommende havde spillet med i årevis, The Damn Crystals. Det er guitaristen Lars Skjærbæk; bassisten Søren Koch; tangentspilleren Christoffer Møller og trommeslageren Jesper Lind. Han ønskede at inddrage dem i den kreative proces med de nye sange, og i forhold til at Tim er kendt for at være noget af en kontrolfreak, oplevede han den nye situation temmelig smertefrit:


”Jeg er faktisk overrasket over, hvor let det var at tage imod input fra de andre. Det var nemt at åbne sangene og tage imod forslag, men svært af afslutte dem, for nu sad vi pludselig fem mennesker med hver vores holdning, ønsker og ideer”, siger Tim Christensen.


Han lægger ikke skjul på, at den nye, kollektive måde at arbejde på har været givtig for det endelige resultat, og at han har lært meget af processen undervejs. Det har således ikke blot været et spil for galleriet, som vi tidligere har set i rockhistorien, når en solist ”degraderer” sig selv til menigt gruppemedlem, men et oprigtigt ønske fra Tims side om at prøve at arbejde på en anden måde. Grundmaterialet, selve sangene, er dog som altid signeret Tim. Det er hans gebet, hans hjerteblod og håndværk, og dét som mange af hans fans elsker ham for.


Er det nye album så væsensforskelligt fra Tim Christensens andre? Nej, naturligvis ikke, for Tim er Tim, og hans navn er synonym med nogle af de populæreste rocksange, der er skabt her i landet de sidste mange år. Den pulje er allerede vokset med albummets singleforløber, Surprise Me, der var Ugens Uundgåelige på P3 i uge 43 og siden har gjort en god figur på landets radiostationer. Det er classic rock med primale trommer, en tung bas og guitarer, der stikker af i flere forskellige retninger, men som altid med Tims sange er der fokus på melodien. Han har tidligere omtalt sangen som den af de nye med ”mest ild i”, og at valget af den som single var ”en lille hilsen til dem, der syntes, at der var for mange bløde numre på den forrige plade”.


På den måde tager Tim Christensen et kvantespring fra Superior, som afsluttede ét kapitel i hans efterhånden lange karriere. Nu peger kompasset i en ny retning, og det afsløres allerede i den noget utraditionelle åbningssang The Damn Crystals. Bowie gjorde det på Station To Station, Morrissey på Southpaw Grammar, og nu har Tim Christensen valgt at åbne et album med en ti minutter lang sang. Det er både modigt og frækt, men også forfriskende ambitiøst. The Damn Crystals er rock, prog og sfærisk drømmepop i én og samme sang. Reelt er det fire sange, der er splejset sammen til én, og måske bedre end noget andet på albummet er det udtryk for den lyst og spilleglæde, der har gennemsyret arbejdet med det nye materiale.


På samme måde leges der på den finurligt skæve Love And Water, hvor en baglæns guitar skaber associationer til det rindende vand, der er ét af menneskets basale behov, som det helt enkelt og minimalistisk fremgår af teksten. Sangen var oprindeligt skrevet til Honeyburst, men endte dengang med at stå over, lige som I’ll Let You Know også er en lidt ældre sag. Tim skrev den for mere end ti år siden til Secrets On Parade, men den passede ikke rigtigt ind der. Siden var den oppe at vende til både Honeyburst og Superior, men først nu er den altså blevet moden og har fundet sin rigtige tone.


Her overfor står et par helt friske sange som de melodisk stærke All Them Losers og Wiser samt et andet af albummets markante numre, Happy Ever After, som indkapsler Tim af i går, i dag og i morgen. Fra det Dizzy Mizz Lizzy-tro riff i c-stykket over hans mellotrone varemærke, der gennemløber hele sangen som et bølgende ocean, til hans skarpe fokus på selve vokalen. Det slår én med det samme, hvor meget Tim har udviklet sig som sanger på den nye plade. Han synger sikkert og med et stort overskud de mange nuancer i både tekst og stemning frem i sangene.


At han så stadig har problemer med både at finde svar på nogle af livets store spørgsmål og en fast holdeplads på kærlighedens labyrintiske legeplads gør ham kun mere menneskelig. Han er rolig udadtil og urolig indadtil, men han har efterhånden forliget sig med tanken om et forvirret liv. På den måde er han også et symptom på tiden. Og måske derfor så let at forholde sig til for hans store publikum, som kan spejle sig i ham og hans tanker, i hans drømme og hans kvaler.


Albummet Tim Christensen & The Damn Crystals er indspillet i STC Studios i København i første halvdel af 2011, og Tim Christensen har produceret albummet sammen med Frank Birch Pontoppidan og The Damn Crystals.