Anmeldelser fra Vig Festival 2011
Gulvbrædderne gyngede og gav efter langt nede blandt gæsterne, da Danmarks absolut mest underholdende orkester gik på scenen i Hønsehuset. De glade Sømænd spillede for fjerde gang på Vig Festival. Men denne gang, havde bandet fået plads i Hønsehuset fremfor i Dueslaget.
Fredag eftermiddag, i sjaskende styrtregn beviste matrosen, gasten, ballastdrengen, fyrbøderen, orlogskaptajnen, masteføreren, ankermanden og ikke mindst Kaptajnen, deres værd. De formåede at fylde Hønsehuset helt op, og tilmed trække folk til, som måtte tage til takke med åben himmel og noget der mindede om et skybrud. Fugten drev ned ad teltets dirrende indersider, da søens flotte mænd spillede op til løjer.
Teenagepigerne hvinede og deres mødre stemte i med tramp i takt, til de sjofle sømandsviser.
De Glade Sømænd delte gavmildt ud af deres gode humør og feststemningen blandt gæsterne lod til at hænge solidt fast, længe efter de unge mænd havde forladt teltet.
Julie Bülow
Klik på billede for større format.