Starthullet er navnet på Vig Festivals sprit nye og spændende scene, som har fået en hjælpende hånd fra 3F. Scenen skal være et trinbræt for unge upcoming bands, som endnu ikke har haft gennembrud i musikbranchen.
Konferenciers på den nye scene, Mads Kevings er helt parat til at åbne op for nyheden, og byde publikum velkommen til en ganske anderledes attraktion på festivalen.
”Jeg glæder mig helt afsindigt meget til at fyre den af sammen med de allerede udvalgte bands. De skal kastes lige ud i det, og det bliver vildt sjovt at vække den tilstødende lejr, når vi starter op om formiddagen.” fortæller den feststemte konferenciers.
Herlig håndsrækning
Ideen til projektet kommer fra Lejre Musikskole og det lød simpelthen så interessant, at Vig Festival straks tog imod. Fælles for de seks nye upcoming bands, der får lov at slå sig løs på scenen i år er, at de er særligt
udvalgt af musikhøjskolen.
Fagforeningen 3F fik nys om projektet, og bød ind med en sponsorat .
Kenneth Petersen, som er projektmedarbejder hos 3F, er vild med den nye scene, og har derfor været med til at arrangere, at de seks bands får lov at lave producere en cd. Hos 3F er man glade for at tage del i de unges kultur og for på den måde at skabe sunde forbindelser til de unge.
Mere fællesskab
”Vi vil ikke bare være noget som skal bruges når folk har problemer, det er fedt hvis vi kan vise at vi også kan have det sjovt sammen. Der er jo masser af aktiviteter forbundet med fagforeninger, og vi vil gerne skabe
et større fælleskab.” forklarer Kenneth Petersen.
Starthullet affyrer startskuddet fredag d. 9. Juli kl. 11.30, hvor Højby Metal indvier de skrå brædder
Af Julie Bülow